Gå til indhold

Metode og datakilder

Sådan beregner vi elprisen

Alle tal på Din Elforsyning kan spores til en kilde. Her kan du se hvilke, hvor ofte de opdateres, og hvordan vi regner.

Datakilder

  • Spotpris: Energinets Energi Data Service, datasættet DayAheadPrices – Nord Pools day-ahead-priser for DK1 og DK2 i kvartersopløsning. Vi henter i dag og i morgen og opdaterer hvert 5. minut. Morgendagens priser offentliggøres normalt omkring kl. 13.
  • Nettariffer og Energinets tariffer: Energi Data Service, datasættet DatahubPricelist (Energinets DataHub). Vi bruger nettarif C for husholdninger. Vi henter tarifferne for alle 31 netselskaber med en husholdningstarif automatisk; seneste opdatering 12. oktober 2026. Rabatlinjer og regionale tariffer, som netselskabet opkræver oveni, er lagt sammen.
  • Elafgift: 0,008 kr. pr. kWh ekskl. moms – midlertidigt nedsat til og med 31. december 2027 (Skatteforvaltningen).
  • Elselskabernes priser: tillæg, faste priser, abonnement, binding og gebyrer hentes fra hvert elselskabs egen hjemmeside. Hver aftale viser kilde og dato for seneste tjek. Vi viser i dag aftaler fra 12 elselskaber, vi samarbejder med.

Sådan regner vi den samlede pris

Den samlede pris pr. kWh i et givent kvarter er:

(spotpris + nettarif + Energinets transmissionstarif + systemtarif + elafgift) × 1.25

Satserne for 2026 er 0,043 kr. (transmissionstarif), 0,072 kr. (systemtarif) og 0,008 kr. (elafgift) pr. kWh ekskl. moms. Nettariffen afhænger af netselskab og tidspunkt – typisk lavlast kl. 0–6, spidslast kl. 17–21 og højlast resten af døgnet. Vi regner med netselskabets pris for hver enkelt time. Elselskabets eget tillæg og abonnement kommer oveni.

Når vi ikke kender dit netselskab

Vælger du ikke et netselskab, bruger vi en typisk nettarif: medianen time for time af alle 31 netselskaber (0,087 / 0,231 / 0,595 kr. ekskl. moms i lav-, høj- og spidslast). Det er et skøn – din faktiske nettarif kan være højere eller lavere.

Skøn over årlige omkostninger

Skriver du dit årlige forbrug, viser vi et skøn over elselskabets del af prisen:

  • Variabel aftale: forbrug × (gennemsnitlig spotpris inkl. moms de seneste 90 dage i dit prisområde + tillæg) + 12 × abonnement.
  • Fast pris: forbrug × fast pris + 12 × abonnement.

Nettarif, Energinets tariffer og elafgift er ikke med, fordi de er de samme, uanset hvilket elselskab du vælger. Introrabatter og velkomsttilbud er heller ikke regnet med, men vises for sig. Skønnet bruger et simpelt gennemsnit af spotprisen og tager ikke højde for, hvornår på døgnet du bruger strøm. Kender du ikke dit forbrug, gætter vi ikke – du kan selv vælge et eksempel.

Kunne et tal ikke bekræftes på elselskabets egen side, regner vi ikke et skøn for aftalen.

Rækkefølge

Elselskaberne vises som udgangspunkt i vores egen rækkefølge, som ikke er en rangering efter pris. Læs, hvordan vi bestemmer den.

Begrænsninger

  • Vi sammenligner ikke hele markedet – kun aftaler fra elselskaber, vi samarbejder med. Forsyningstilsynets elpris.dk viser alle elselskaber.
  • Elselskabets egne vilkår og priser gælder altid.
  • Spotprisen omregnes fra euro til kroner af Energinet med Nationalbankens kurs og kan afvige lidt fra andre kilder.